Rengøring?
Jehovas Vidner kom hos Johanne Kristoffersen på Ermelundsvej 107 i Jægersborg. Selvfølgelig for at missionere, men vel dybest set på grund af den altid nybryggede, aromatiske kaffe og hendes gemytlige sladdervornhed. En yngre mand, Peter Ludvigsen, der som så mange andre inden for "sekten" havde specialiseret sig i rengøring, havde på en af sine rejser i Frankrig mødt en sød pige, som han gerne ville kunne kommunikere bedre med. Det passede ham egentlig fint, at hun boede i Frankrig, denne dejlige pige, for de andre skulle helst ikke vide noget om det. Han havde altså brug for at lære noget fransk. Og så var det jo heldigt, at en af ”Stoffers” lejere, den franskstuderende, unge mand, som logerede i kælderen under den store villa, altid gerne ville tjene en ekstraskilling.
Peter var kommet i bekneb. Ude i Herlev var der ved at skyde et socialt boligområde op, og han havde fået underentreprisen på rengøringen af en lokal gulvafsliber. Men Peter kunne ikke skaffe folk til at feje og vaske de første trappeopgange, som lå mere og mere snavsede hen. For at komme ud af sit engagement tilbød Peter så sin fransklærer denne underentreprise. Han skulle bare lade sig momsregistrere som sanitør og sende en regning til gulvafsliberen, som nok skulle informere ham om priserne og så videre.
Velvidende at det måtte være endog meget hårdt arbejde, slog han til. Og kæmpede bravt nogle uger alene, før han var ved at give op. Men han havde akut brug for pengene, og satte en ære i ikke at optage unødige banklån til de høje ågerrenter på over 20 procent. Og arbejdet var rigtigt godt betalt.
Det måtte ikke glide ham af hænde. Hvis han kunne dele det med nogen, kunne han stadig have et rimeligt økonomisk fundament og få bedre tid til at koncentrere sig om sit speciale, som trak noget ud. Senest fordi han var blevet tilbudt et tre måneders vikariat på et seminarium i nærheden. Han havde også lidt privatundervisning, men det var for usikkert. Det han havde brug for, var en sikker indtægtskilde.
Samarbejde
En aften pustede han ud på stamværtshuset inde i byen over en bajer med sin nye svirebroder, Dan. Han fortalte om sine problemer og spurgte, om det var noget for ham. Dan foreslog i stedet, at han ringede til én af hans venner, Kaj. Kaj var en litograf , som havde forladt lyspulten for at leve det frie liv som løsarbejder. Det var dengang i de ”glade” halvfjersere, hvor der var arbejde nok.
Det hastede. Han kunne ikke blive ved ret meget længere. Når han var færdig i den ene ende kunne han begynde forfra i den anden, og med den tilstundende vinter var der mere og mere søle, som blev slæbt med indenfor.
Kaj var på tur på Endelave med en ven, Steen fra Jylland. Dan fandt frem til et telefonnummer, hvor han kunne træffe Kaj. Han fik i stedet fat på Steen, som lovede, at give beskeden videre. Han havde også husket at fortælle, hvor meget de kunne tjene i timen. Da Kaj hørte, at der var godt betalt arbejde, var han ikke sen til at ringe tilbage. Kassen var ved at være tom, så de aftalte at mødes i København nogle dage senere. Dette var begyndelsen til Clante og Ravns Rengøringsservice. Senere kaldet ”Gråpote”.
De delte trapperne op mellem sig, og fik lavet en turnus for, hvornår der skulle fejes, og hvornår der skulle vaskes. De fik rationaliseret arbejdsgangene, så de ikke spildte tiden, men kunne holde et raskt og effektivt tempo. Og de fik opsat nogle mindstemål for kvaliteten. Det virkede! Snart fik de positive meldinger fra varmemesterkontoret, som nu ikke længere fik klager fra beboerne.
Entreprisen
Men de var ikke et firma endnu. De var momsregistrerede sanitører, som hver for sig skulle sende en regning til Arne Klug, som så sendte dem et fast månedligt beløb. Det var Klug, som havde entreprisen, d.v.s havde skrevet kontrakt med boligselskabet. Og hvor meget tjente han egentlig på deres arbejde ved blot at modtage deres fakturaer og så overføre et beløb til deres konti en gang om måneden?
Da der skulle laves en hovedrengøring af alle trappeopgangene, bad Klug dem over telefonen om at sende ham et tilbud. Det lød som om han lå ned, som om han hoverende ringede fra ægtesengen. Han fortalte ikke noget om, hvor meget han selv ville tilbyde over for boligselskabet. Denne underentreprise begyndte at irritere mere og mere. Også Klugs højrøvede facon, når de fik foretræde i hans rækkehus angående et eller praktisk problem.
Den store, korpulente varmemester Christensen passede dem op en dag og ville høre, hvor meget de ville tilbyde for hovedrengøringen. De lod et ord falde om, at de var utilfredse med Klugs fordækte spil. Det var et hårdt slid. De mente, de udførte et ordentligt stykke arbejde, og de brød sig ikke om tanken om at blive udnyttet. Det virkede som om, Christensen forstod dem. Snart passede han dem op igen og foreslog, at de skulle skrive regningen til ham i stedet. Det ville de kunne få mere ud af.
Men hvor meget? Tanken om, at der måske lå mange flere penge gemt i det arbejde, som de egenhændigt udførte rent praktisk, var ikke til at slå ud af hovedet. Varmemester Christensen kom nu op med et forslag på papir til en aflønning, som var væsentlig højere end, hvad Klug gav dem. Nu var sagen sådan set klar. Med det papir i hånden ville de forsøge at udfritte Klug om de reelle priser. Meningen var, at Christensen skulle overtage entreprisen fra Klug. Christensen skulle være det lukrative mellemled. Måske havde han forbindelser i boligselskabet. Eller også var de dér bare ligeglade. Men det var Klug ikke. Han var rasende. Han var ved at blive ”skivet”. Så kom de rigtige tal på bordet. Klug gav dem simpelthen en fotokopi af den kontrakt, han havde indgået med selskabet med de aftalte, totale priser.
Nu skulle der lægges råd! De havde ”kontor” i et cykelrum, hvor der var lavet en afskærmning til barnevogne. Inde bag afskærmningen blev strategien lagt. De ville gå ned på varmemesterkontoret næste dag og vise Christensen, at de havde de rigtige priser fra Klug. Tog de for en sikkerheds skyld en ekstra kopi af kontrakten? På kontoret sad meget belejligt også den nye assistent, Ole, så der var et vidne ud over dem selv og varmemester Christensen.
Først smilede han dem varmt i møde, men da de forelagde ham realiteterne, fik hans ansigt et noget andet udtryk, og hans store skæggede fjæs fik den purpurrøde kulør, som det senere hen skulle an-tage permanent. De mente ganske enkelt, at rengøringsselskabet skulle skrive kontrakt med dem. Klug ville ikke have mere med den entreprise at gøre! De undlod at bore i, hvilken rolle Christensen egentlig havde tænkt sig at skulle spille, men de tænkte alle det samme. Situationen blev mere og mere besværlig, indtil Ole stilfærdigt sagde, at det, syntes han, da egentlig lød meget retfærdigt. De havde jo også vist, at de kunne bestride arbejdet. Så sådan blev det. De gik noget omtumlede derfra.
Kunne det virkelig passe? Gik det bare så nemt? De havde været villige til at sætte det hele på et bræt. De ville ikke snydes længere. Og nu skulle de vinde det hele?
Men ganske rigtigt. Varmemester Christensen, som ikke ville tabe ansigt over for sin nyansatte assistent - som jo også boede i bebyggelsen - lagde et godt ord ind for dem. Der blev udfærdiget en ny kontrakt med de eksisterende priser med det hastigt oprettede, nye firma.
Assistence
Men inden da skulle de lige finde ud af, hvordan man oprettede firma. Ingen af dem var særligt gode til tal, endsige regnskabskyndige. Men det var Kajs bror, Børge. Børge var ansat på Politiets Rejsehold, i afdelingen for økonomisk kriminalitet. Uden ham kunne de ikke så hurtigt have etab-leret sig, med mindre de havde opsøgt en dyr advokat, hvad der nok lå uden for deres økonomiske formåen. Og der skulle netop handles hurtigt, for at de kunne virke troværdige over for boligselskabet, som var et af de største i landet.
I løbet af et par uger var det hele faldet på plads. Deres indtægt ved det sure slid på trapperne var nu næsten tredoblet. Og de havde ingen omkostninger. Det var ren fortjeneste. De tjente det samme, som de store etablerede rengøringsselskaber. Som Det danske Rengøringsselskab, det senere ISS, som allerede havde forsøgt sig, men ikke havde kunnet holde standarten. Også Jydsk Rengøing havde været inde i billedet, men man havde altså til sidst foretrukket de to løjerlige figurer, en tidligere litograf og en franskstuderende.
Arbejdet
Med den nye status fulgte endnu mere arbejde. Hidtil havde det kun været trappeopgangene, men nu kom vinduerne i stueplan med. Og rengøringen af varmemesterkontoret og af vaskeriet. Og lejligheder, som skulle rengøres efter afsluttet lejemål. På varmemesterkontoret kunne de afhente rekvisitioner og nøgler til det ekstraarbejde, som lå ud over det kontraktlige. Hér skulle arbejdet afstemmes med de andre håndværkere, som skulle rette skaderne op, når de havde foretaget den
første rengøring
Nogle gange måtte de bære i sækkevis ud, før de kunne komme til at gå i dybden. Rensning af gulve efter tæppernes klisterbaner. Tilgroede, tilkalkede toiletter. Køkkener med de besværlige komfurer og emhætter. Ofte var komfurerne helt tilklistrede af stegefedt og sovs ned ad siderne, når de trak dem ud. Og der skulle skrappe midler til at rense en ovn med dens plader! Først en afbagning med opløsende skum. Så hård ”Industrirens”, et opløsningsmiddel af en sæbe, som må have ligget tæt på grænsen af det tilladelige. Og hvis det ikke virkede forskellige skarpe og slibende redskaber, ultimativt en boremaskine med slibehoved.
Og efter endt arbejdsdag hjem og skrive fakturaer og føre kassekladde med momsregnskab. Han havde håbet, at det nye job skulle give ham mere ro til at studere, men faktisk røg der mindst et helt år ud af kalenderen med at etablere sig i de nye rutiner. Men det gjorde ikke så meget.
Det var en spændende tid på mange måder. Og de følte en berusende frihed, nu hvor de var økonomisk sikre til at leve det friherreliv, som lå så godt til dem. De kunne nøjes med at gå på arbejde to til tre dage om ugen! De mødte altid til tiden, kl. 7:00, og det hørte til sjældenhederne, at nogen af dem kom for sent. Det var ikke kun et spørgsmål om ære. De vidste udmærket, at hvis de ikke opretholdt en næsten prøjsisk disciplin, ville de ikke kunne holde det monotone og opslidende arbejde ud. Som Kaj udtrykte det: ”de var omvendt dovne”. De var kun så effektive, for at de kunne komme hurtigst muligt hjem og lave noget andet. Og samarbejdet fungerede upåklageligt. Firmaet lå officielt på hans adresse, som lød mere fashionabel. Kaj kørte materialer ud på sin Nimbus. De delte regnskabet mellem sig hver måned. Og de skulle komme til at dele mere end det!
Byen
Når han kom hjem efter en opslidende arbejdsdag og havde parkeret sin Velo Solex, og fået noget at spise, var det lige i høet for at komme sig lidt. Han havde aldrig besvær med at falde i søvn sent på eftermiddagen. Kroppen føltes cementtung. Efter en god lur og et forfriskende bad, var der så specialet, der skulle arbejdes videre på. Ofte gik de så i byen efter de lange, hårde dage i slutningen af ugen. I midten af halvfjerserne begyndte de første caféer at skyde op i den indre by. Den allerførste var Café Sommersko. Den blev et bragende tilløbsstykke. Her kunne de glemme det hårde, ensformige arbejde for en stund. Men der var andre gode steder, som f. eks. Universitetscaféen, hvor han havde truffet Dan. Det var hans foretrukne steder i den evige pigejagt. Hér skulle han en aften løbe ind i Anette.
Hun var lille, lidt buttet, men velskabt. Charmerende rundkindet med smilehuller. Mørke, tindrende øjne. Og en smittende latter, som blev antændt for ingenting. Hendes mand var ude at rejse, så de havnede hjemme hos hende.
Hun var lige så fræk, som hun var troløs. Og han havde vagt en fornemmelse af, at det ikke kun var med ham. Men hun var en sjov pige, og dem var der jo ikke så mange af, syntes han. Pigerne i mil-jøet var ikke lige just naturlige, snarere småsnobbede, selvoptagede og ”lækre”. Han blev ikke forelsket i hende. Kunne han i det hele taget blive forelsket de år? Han måtte bare flagre rundt. En dag, hvor de sluttede arbejdsdagen af på et værtshus i Herlev, fortalte Kaj, at han havde snakket med en spændende pige i byen. Hun hed Anette. Han lod sig ikke mærke med noget, men anede, at det godt kunne gå hen og blive rigtigt morsomt med hendes flirterier.
En dag de alle tre var rendt sammen ude i byen, endte de hjemme hos Kaj i Nørre Side Allé. Bedre kendt som ”Nørre Sidespor”. En lille etværelses lejlighed. Men der var altid hyggeligt at komme. Det endte med at han og Anette tumlede rundt på køkkengulvet, hvad der sikkert ikke kan være gået ubemærket hén. Der var også lokum i gården, så han havde måttet skræve hen over dem for at komme ud. Indrømmet, det var ikke særligt taktfuldt. Men hvis de havde været noget, så var det netop fulde. Og Anette har vel syntes, det var spændende med den anden inde ved siden af?
Dørpumpen
En aften havde de alle tre været i biografen og set en storladen helaftensfilm, som foregik blandt naturfolk på den sibiriske tundra. Han var bjergtaget af de stærke indtryk, filmen havde efterladt og tillod at trække sig forholdsvis tidligt. Han havde bare allermest lyst til at være sig selv.
Da de et par dage efter mødtes i ”rummet” var Kaj mærkelig alvorlig. Han gik straks redeligt til bekendelse. Han var taget hjem, og Anette havde så opsøgt ham på hans adresse og havde lagt an på ham. Undskyldte sig med, at når en pige kom og satte sig hen til ham og tog ham på ”klodserne”, så kunne han ikke sige nej.
Var det forsmåethed, jalousi, eller bare raseri over at være havnet i sådan et roderi på grund af en pige, som han godt nok kunne lide? Som han også godt kunne lide at gå i seng med. Men som han ikke var forelsket i! Hun levede jo også fast sammen med ”Svenne” og hans lille dreng, som hun mere eller indre havde adopteret. Nej, den største frustration var nok, at de nu også skulle dele elskerinde, for hun ville måske komme tilbage. Det lå jo i hendes natur. Og hvad så?
De havde efterhånden opbygget en ganske god fysisk form på grund af det hårde arbejde. Døren stod åben ud til gårdspladsen og det peb ind. Resolut gik han hen og skubbede så hårdt til døren med venstre arm, at dørpumpen mistede pusten. Han havde smadret dørpumpen! Godt, at det kun blev ved det. Nu havde han lige et forklaringsproblem nede på varmemesterkontoret, men det gik nok også. Han havde også fået forskudt problemet et andet sted hen, og det var godt nok, for de skulle jo i gang med arbejdet. De var bundet sammen af en entreprise, som de begge havde underskrevet.
Det kølnede det kammeratlige forhold for en tid. Så en nat, blev han vækket i sin seng af en banken på vinduet. Det kunne kun være hende. Hun havde været i byen og havde så fået mod til at opsøge ham. Han prøvede at lade som om, han ikke var hjemme. Men hun bankede så hårdt, at han var bange for at værtinden ”Stoffer” skulle vækkes. Hun krøb ned i hans seng, men han kunne ikke røre hende. Den sidste bus var gået, så hun fik lov at blive. Da hun forlod ham tidligt næste morgen, svarede hun ham, da han spurgte, hvad hun sagde til den oplevelse, at ”det var anderledes”.
Nu var hun Kajs elskerinde et stykke tid fremover og entreprisen blev passet korrekt. En dag stødte han på dem oppe ved porten ud til Jægersborg Hegn og det gav da et stik i hjertet. De fik vist ikke rigtigt hilst på hinanden. Men snart fandt sig en anden legekammerat, den franske Isabelle. Det varede så et stykke tid, indtil det også var slut. Lige som det også sluttede mellem Kaj og Anette. Der var nok for meget enspænder i dem begge. Anette fik af Kaj tilnavnet ”rundbrænderen” efter den lille bilæggerovn, der i sin tid var så udbredt i husmandskredse og på karlekamre. Hun havde varmet dem begge et stykke tid.
Hvem var hun egentlig, denne pige, som bare krøb ned i mændenes seng. Dybest set en forvirret pige med en mor, der af og til blev indlagt for sin sindssygdom? Hvor var faren henne? Og som adopterede en andens barn, men ikke selv fik noget? Overførte hun bare sine egne skuffelser på de andre? Noget tydede på det! Men udadtil var hun en skæg, levende pige. Hun var med på den værste.
Ekspansion
Der blev stadig bygget til i området, som efterhånden talt op mod tre tusinde beboere. De kunne ikke overkomme det selv, hvis de da ikke skulle på arbejde hver dag. De måtte se sig om efter hjælp. Den mest stabile arbejdskraft de fandt, var en lille japaner ved navn Yukio. Han var både stabil og effektiv. Men lidt svær at kommunikere med, selv om han var en venlig mand. Han havde været gift med en dansk pige, som han havde fået et barn med. Han havde også opholdt sig et stykke tid i Sverige, før han kom til Danmark, så han talte et gebrokkent svensk/dansk. Men man kunne regne med ham, det var det vigtigste.
Grunden til hans dårlige sprog skyldtes givetvis, at han holdt sig til sine japanske venner. Han havde altid et eller andet projekt, han var i gang med ud over rengøringen. Han kaldte sig også snedker. Han ville introducere japansk designede varer til de danske forbrugere. Talte om import/eksport. På et tidspunkt købte han sammen med sine venner en butik, som lå lige over for Café Sommersko. Men de havde bare ikke fået spiritusbevilling, så de kunne ikke trække på Sommerskos kunder.
Conceptet var også helt ude af trit med tidens franske caféstil. Det gik så et stykke tid, før det naturligvis måtte lukke. Yukio besad en mærkelig naivitet. Men han gav ikke sådan lige op. Han tog forefaldende rengøringsarbejde ved siden af. En gang bad han dem om at hjælpe til med at gøre rent på Hereford Beefstouw i Tivoli. Hvis de havde villet, kunne de have skabt et større firma. Rengøringsarbejde var der nok af.
De var også blevet tilbudt rengøringen af det nybyggede, store kollegium, som lå tæt på det sociale boligområde, hvor de havde deres faste entreprise. Men det havde betydet, at de skulle etablere sig som egentlige arbejdsgivere. Og det ønskede de ikke. De indså, at det ville være at give afkald på den frihed, som var det vigtigste for dem. De ville få alt for meget administration med en arbejdsgivers forpligtelser. Og de kunne ikke længere selv følge med på gulvet. De kunne risikere at udvikle sig til inspektørtyper, som kun tænkte på at sparke rundt med andre for at score kassen. Og det var ugleset i progressive kredse i de frelste halvfjersere. De ønskede ikke at tjene på andres arbejde. De holdt fanen højt!
Måske var det også forklaringen på, at det gik godt så længe. Det var venner og bekendte, som hjalp dem. Og de fik alle de penge, der var i det stykke arbejde, de udførte. De fik jævnligt indsigt i de opdaterede priser. Det betød, at arbejdet var så lukrativt, at det blev udført ordentligt efter de ved-tagne regler. Og at der sjældent var nogle, der var syge.
De selv tillod sig så at tage de bedste akkorder, såsom vinduespudsningen og fejningen. De stod jo også for det administrative. Det var dem, der havde kontakten til varmemesterkontoret, hvorfra alt ekstraarbejdet blev uddelt. De var som hovedentreprenører de ansvarlige. De andre var så deres underentreprenører. Systemet var gennemskueligt og reelt. Det gav dem en personlig tilfredsstillelse.
Og en vis stolthed!
Et intellektuelt miljø
Ude på trapperne kunne tonen være bidende rå, ja direkte vulgær. Det var nødvendigt! Men både Kaj og han kunne være forfinede skønånder, som drøftede alt lige fra kunstens åndfuldhed, over livets uudgrundelighed, til de store realhistoriske perspektiver. Kulturhistorie generelt var deres fælles, store interesse. Kaj med en forkærlighed for krigshistorien. Han med en forkærlighed for æstetikken, som han søgte tilflugt i.
I frokostpauserne sad de ofte længe på deres omvendte vaskespand op ad væggen indtil barnevognsrummet - deres kombinerede kontor og redskabsrum - og debatterede alt mellem himmel og jord. Først ret sent tillod de sig den luksus at installere en varmeovn og nogle havestole.
De gårdmænd, som var vant til at høre dem bande og svovle ude på trapperne, må godt nok havde studset, når de kom forbi. Det intellektuelle niveau var tårnhøjt! Og det var de bevidste om.
Men det var kun en sund vekselvirkning. Han selv stortrivedes ved at kunne komme af med alle de fysiske kræfter. For så at køre hjem og sætte sig til skrivemaskinen og fortsætte det videnskabelige arbejde, som specialeskrivning jo netop skal være.
Han havde selvfølgelig valgt noget særligt svært tilgængeligt. En fransk, romantisk forfatter af de lidt mere ukendte. Gérard de Nerval, som på tragisk vis tog sig selv af dage midtvejs i livet. Nerval var mystiker og som sådan ikke helt entydigt forstået af litteraturforskerne. Han kunne finde på at flakke hvileløst rundt i mørke skove, eller i eksotiske lande på jagt efter sin sjæl. Men han skrev blændende og med en sjælden, psykologisk indsigt i det menneskelige sinds krinkelkroge.
Nerval troede tilsyneladende, at han gennem den litterære beskrivelse af rejsen i det fysiske rum kunne nå til reel selvudvikling i den åndelige verden. En kendt australsk forsker havde i et større værk om Nerval forsøgt at påvise, at dette faktisk lykkedes for privatpersonen Nerval.
Han satte sig nu for at modbevise denne teori ud fra de selv samme tekster. Hans tese var, at der blot var tale om en litterær virkelighedsflugt! Og det lykkedes for ham. Han blev ikke kritiseret for sin tese eller videnskabelige metode, blot for at have udeladt et større, senere værk fra tekstsamlingen. Men han kunne ganske enkelt ikke få plads til alle teksterne på de hundrede sider, det måtte fylde. Han fik en topkarakter. Det havde taget halvandet år at skrive det, men han havde jo også haft ”Gråpote” ved siden af. Endnu ét af Kajs finurlige, sproglige påhit for deres lille firma!
”Gråpote” og Nerval var gået fint hånd i hånd sammen!
Underentreprenører
Da den gamle ”Stoffer” fik et slagtilfælde og kun kom sig halvt, begyndte han at se sig om efter et andet sted at bo. Dan var i mellemtiden blevet forelsket i Birgitte, og han havde fået lov til at frem-leje Dans lejlighed på Frederiksberg, så Dan havde noget at falde tilbage på. Han var nu i gang med at studere kunsthistorie. Hér havde han mødt Peter, som var interesseret i arbejdet og faktisk blev ved i mange år indtil han blev færdig som kunsthistoriker. Han passede fint ind i deres intellektuelle miljø. Han besad en stor viden og havde en skarp og finurlig iagttagelsesevne.
De havde også fået overtalt Dan til at være med. Hans veninde, Birgitte, syntes, at han gik rundt og danderede den for meget. I starten ville han kun have en lille stribe trapper, men efterhånden fik han smag for mere, og han skulle være med lige til det sidste og blive Kaj en rigtig god og loyal støtte. Dan havde en uforlignelig humor og vidste en hel del om kunst, især den klassiske kunst. Han var uddannnet billedhugger og som sådan rigtig dygtig. Han støbte bl.a. en statuette i gips af Kaj, som i en truende rørstilling i bedste østeuropæiske koldkrigstil, smøger ærmerne op. Nu tegnede og malede han mest.
De manglede aldrig noget at snakke om, når de sad og hvilede ud i ”rummet”. Eller når de mødtes privat. For de holdt tit middage med gryderetter eller Kajs ”kludebøffer”. Oftest hos Kaj i ”Valdermasgade” på Vesterbro og senere i hans mere rummelige toværelseslejlighed på Emdrupvej. Et scoop af et fund takket være en genhusning gennem kommunen, da huset i Valdemarsgade var blevet kondemneret.
Hér var altan og højt til loftet! Hér blev der ædt, røget og drukket. Og bagefter råbt og skreget, så det var en lyst!
Selvfølgelig var det ikke altid lutter lagkage. Men de fleste uoverensstemmelser kunne klares over et stribe bajere, hjemme eller ude i byen. Grundholdningen var overvejende positiv. Firmaet skulle bestå ud fra mottoet: ”Én for alle, alle for én”! Med en enkelt undtagelse!
Samarbejdsvanskeligheder
Én af Kajs bedste venner, Per Frederiksen, havde været i USA i nogle år. Han var nok kommet en smule desillusioneret hjem. Han fik ikke lige erobret staterne, som han havde forestillet sig det. De
havde været litografer sammen i Oslo og havde derfor opbygget et vist tillidsforhold. Selv om det vel også nok havde knirket en gang i mellem.
Da de akut stod og manglede hjælp, foreslog han, at de tog Per med ind i firmaet. Kaj var noget tøvende i starten, men okay, det skulle have en chance. Per var både begavet og vidende. Han søgte altid svar på livets store spørgsmål. I det konkrete kunne han nok virke lidt handlingslammet. Og han kunne godt lide at sætte lus i skindpelsen på folk. Måske passede det ham slet ikke, at han skulle arbejde som underleverendør af arbejde til blandt andet Kajs yngre kompagnon, som var ved at afslutte en akademisk uddannelse med succes og økonomisk overskud.
Selv om han fik lov til at gå for sig selv, og fik alle de penge, der var i det arbejde, han udførte - blot han fulgte de fælles regler, som skulle sikre kvaliteten - var den alligevel gal.
En dag, hvor han ikke var på arbejde, blev han ringet op af Kaj i lejligheden på Frederiksberg. Han måtte holde telefonen ud i strakt arm for bedre at kunne forstå Kajs ophidsede stemme. Da Kaj tilfældigvis var kommet ind i en opgang, hvor Per var i gang, opdagede han at Per slet ikke tog spanden med op, hvor den ifølge aftalerne skulle stå. Det kunne virke ”pernittengrynet” af dem. Men det var det eneste krav, de stod uvigeligt fast på. Hvis spanden blot fik lov at stå nede i kælderen, kunne kludene ikke nå at blive ordentligt vredet op på vej ned, hvor der jo var mest beskidt. De turde ganske enkelt ikke miste arbejdet på grund af sjusk!
Kaj og Per skulle efter sigende have stået og argumenteret i en stiv time ude i efterårskulde og træk. Per var ubøjelig. Selv ikke da Kaj bad ham om at tage spanden med op bare for gammelt venskabs skyld, gav Per sig. Ingen skulle komme og lege arbejdsgiver over for ham!
De var begge enige om, at der skulle udstedes et ultimatum. Hvis Per ikke ville indrette sig efter de fælles regler, fyrede han sig selv. Og risikerede at ryge ud af fællesskabet. Måske var det egentlig det, han ville. Han var bare for fej til at sige det. Han trivedes ikke i gruppen, for han kunne ikke tilkæmpe sig den plads i hierarkiet, som han mente retteligt tilhørte ham.
I stedet for bare at skride, valgte han så at lade de andre skubbe ham fra sig, så han nu kunne spille fornærmet og føle sig nødsaget til at bryde et årtier gammelt bekendtskab med Kaj. Helt spontant skulle han en dag komme til at kalde ham Per Fidriksen. Den blev straks købt af de andre. Men det lægede ikke såret lige med det samme!
Studenterliv
Efterhånden som den afsluttende eksamen i kunsthistorie nærmede sig, gik det op for ham, at dette forkælede studenterliv ikke skulle fortsætte i det uendelige. Godt nok var han mildest talt ved at brække sig over det grå betonmiljø og det ensformige arbejde. Han havde også allermest lyst til at fortsætte med at læse kunsthistorie. Men på den anden side var han ikke sikker på, at det var rigtigt ikke at prøve sin skoleembedseksamen af i praksis først. Alt i alt ville den alene komme til at have taget ham elleve et halvt år at tage. Blandt andet på grund af det meget erhvervsarbejde, han havde påtaget sig. Så havde han praktisk taget heller ikke nogen studiegæld, og det lidt gæld der var, havde han allerede betalt af på i nogen tid. Men hvor lang tid ville der gå, før han ville kunne blive ma-gister i kunsthistorie? Han havde allerede passeret de tredive!
Han stortrivedes nu. Han havde været så heldig, at netop som hans bifag var ved at være afsluttet, blev den længe omdiskuterede, praktiske formningsuddannelse indført på Københavns Universitet. Det passede perfekt. Han kom på det første kursus, som afsluttedes samtidig med, at han gik til eksamen i kunsthistorie.
Han kom i gang med at tegne igen. Han havde ikke tegnet i over tyve år. Og så kunne han bare tegne uden de store vanskeligheder, selv om han selvfølgelig skulle træne og træne for at udvikle sig yderligere. De kom igennem alle de klassiske discipliner på det kursus!
En gal kunstner
Mest spændende var det nok at arbejde med grafik og maleri i Ulrik Hoffs atelier i Ordrup. Ulrik var kunstner og ikke pædagog. Han var ikke særligt velformuleret, men han kunne selv male. En ganske dygtig og original landskabsmaler var han. Og så forstod han at skabe et miljø, hvor folk trivedes. Når han stod over for et praktisk problem, så kunne han lære fra sig ved eksemplets magt. Han lignede en mellemting mellem en vildmand og en russisk anarkist. Stort komponisthår, stort
hovede med et brændende blik. Han levede for kunsten. Hans atelier var rummeligt og lyst, fyldt med eksempler på egen og andres kunst. Opstillinger, hvor frugterne for længst var tørret ind, fik lov at blive liggende som hyggespredere. Eksotiske tæpper på væggene, hvor der blev tegnet og malet croquis. Og masser af bøger og musikbånd. Og en evigt snurrende kaffemaskine.
Han blev bare helt opslugt i kunstens verden. Og nu var alle hans behov dækket ind. Det tunge, fysiske arbejde med rengøringen. Det gav en god fornemmelse i kroppen. Det forfinet sanselige ved udøvelsen af kunsten selv. Det gav den følelsesmættede oplevelse. Og så den mere intellektuelt su-blimerede kunstindlevelse gennem de teoretiske studier. Han følte sig den sidste tid i København som et helt menneske.
Det var nok Ulrik Hoffs galskab, der gav det endelige skub. Måske var det sådan, han egentlig skulle leve? Med det sidste gran af forløsende vildskab! Det skabte den rette balance!
Ulrik eksisterede i nuet. Og han kunne ikke få nok af det. Han var ærlig som et barn. Han kunne slet ikke skjule, at han lod sig lokke af sine croquismodeller, som jo nok havde brug for et skub i den rigtige retning, når der skulle evalueres ved optagelse på akademi eller kunsthåndværkerskole. Og han var en festgal mand. Det blev hurtigt en rutine, at de lige skulle afslutte aftenen på pubben nede ved stationen, før de skiltes. Mon ikke det gjaldt de fleste af hans hold?
Det sjove fællesskab med gutterne fra ”Gråpote”. Det spændende værkstedsmiljø med alle de søde kunststudiner på Ulriks værksted. Den spændende kunsthistorie, som havde grebet ham meget mere, end franskstudiet nogensinde havde gjort. Hans lejlighed på Frederiksberg og hans kæreste, Nanna, som han officielt boede hos i Gentofte, da Dan jo stadig officielt boede på adressen på Frederiksberg.
Alt dette skulle han nu sige farvel til, hvis han var så uheldig at blive tilbudt et job i gymnasieskolen et sted i provinsen. Der var ikke ret mange job at få. Der var overskud af fransklærere. Han kunne ikke vaske trapper resten af sine dage. Han kunne ikke kaste så lang en uddannelse fra sig, før han havde prøvet den af.
Det blev til et job i provinsen! De andre fortsatte uden ham……..
Dengang i halvfjerserne
Thomas Clante
Rengøring?
Jehovas Vidner kom hos Johanne Kristoffersen på Ermelundsvej 107 i Jægersborg. Selvfølgelig for at missionere, men vel dybest set på grund af den altid nybryggede, aromatiske kaffe og hendes ge-mytlige sladdervornhed. En yngre mand, Peter Ludvigsen, der som så mange andre inden for sekten havde specialiseret sig i rengøring, havde på en af sine rejser i Frankrig mødt en sød pige, som han gerne ville kunne kommunikere bedre med. Det passede ham egentlig fint, at hun boede i Frankrig, denne dejlige pige, for de andre skulle helst ikke vide noget om det. Han havde altså brug for at læ-re noget fransk. Og så var det jo heldigt, at en af ”Stoffers” lejere, den franskstuderende unge mand, som logerede i kælderen under den store villa, altid gerne ville tjene en ekstraskilling.
Peter var kommet i bekneb. Ude i Herlev var der ved at skyde et socialt boligområde op, og han havde fået underentreprisen på rengøringen af en lokal gulvafsliber, Arne Klug. Men Peter kunne ikke skaffe folk til at feje og vaske de første trappeopgange, som lå mere og mere snavsede hen. For at komme ud af sit engagement tilbød Peter ham denne underentreprise. Han skulle lade sig moms-registrere som sanitør og sende en regning til Arne Klug. Klug skulle nok informere ham om pris-erne og så videre.
Velvidende at det måtte være endog meget hårdt arbejde, slog han til. Og kæmpede bravt nogle uger alene, før han var ved at give op. Men han havde akut brug for pengene, og satte en ære i ikke at optage unødige banklån til de høje ågerrenter på over 20 procent. Og arbejdet var rigtigt godt betalt.
Det måtte ikke glide ham af hænde. Hvis han kunne dele det med nogen, kunne han stadig have et rimeligt økonomisk fundament og få bedre tid til at koncentrere sig om sit speciale, som trak noget ud. Senest fordi han var blevet tilbudt et tre måneders vikariat på et seminarium i nærheden. Han havde også lidt privatundervisning, men det var for usikkert. Det han havde brug for, var en sikker indtægtskilde.
Samarbejde
En aften pustede han ud på stamværtshuset inde i byen over en bajer med sin nye svirebroder, Dan. Han fortalte om sine problemer og spurgte, om det var noget for ham. Dan foreslog i stedet, at han ringede til én af hans venner, Kaj. Kaj var en litograf , som havde forladt lyspulten for at leve det frie liv som løsarbejder. Det var dengang i de ”glade” halvfjersere, hvor der var arbejde nok.
Det hastede. Han kunne ikke blive ved ret meget længere. Når han var færdig i den ene ende kunne han begynde forfra i den anden, og med den tilstundende vinter var der mere og mere søle, som blev slæbt med indenfor.
1
Kaj var på tur på Endelave med en ven, Steen fra Jylland. Dan fandt frem til et telefonnummer, hvor han kunne træffe Kaj. Han fik i stedet fat på Steen, som lovede, at give beskeden videre. Han havde også husket at fortælle, hvor meget de kunne tjene i timen. Da Kaj hørte, at der var godt betalt arbejde, var han ikke sen til at ringe tilbage. Kassen var ved at være tom, så de aftalte at mødes i København nogle dage senere. Dette var begyndelsen til Clante og Ravns Rengørings-service. Senere kaldet ”Gråpote”.
De delte trapperne op mellem sig, og fik lavet en turnus for, hvornår der skulle fejes, og hvornår der skulle vaskes. De fik rationaliseret arbejdsgangene, så de ikke spildte tiden, men kunne holde et raskt og effektivt tempo. Og de fik opsat nogle mindstemål for kvaliteten. Det virkede! Snart fik de positive meldinger fra varmemesterkontoret, som nu ikke længere fik klager fra beboerne.
Entreprisen
Men de var ikke et firma endnu. De var momsregistrerede sanitører, som hver for sig skulle sende
2
en regning til Arne Klug, som så sendte dem et fast månedligt beløb. Det var Klug, som havde en-treprisen, d.v.s havde skrevet kontrakt med boligselskabet. Og hvor meget tjente han egentlig på deres arbejde ved blot at modtage deres fakturaer og så overføre et beløb til deres konti en gang om måneden?
Da der skulle laves en hovedrengøring af alle trappeopgangene, bad Klug dem over telefonen om at sende ham et tilbud. Det lød som om han lå ned, som om han hoverende ringede fra ægtesengen. Han fortalte ikke noget om, hvor meget han selv ville tilbyde over for boligselskabet. Denne under-entreprise begyndte at irritere mere og mere. Også Klugs højrøvede facon, når de fik foretræde i hans rækkehus angående et eller praktisk problem.
Den store, korpulente varmemester Christensen passede dem op en dag og ville høre, hvor meget de ville tilbyde for hovedrengøringen. De lod et ord falde om, at de var utilfredse med Klugs fordækte spil. Det var et hårdt slid. De mente, de udførte et ordentligt stykke arbejde, og de brød sig ikke om tanken om at blive udnyttet. Det virkede som om, Christensen forstod dem. Snart passede han dem op igen og foreslog, at de skulle skrive regningen til ham i stedet. Det ville de kunne få mere ud af.
Men hvor meget? Tanken om, at der måske lå mange flere penge gemt i det arbejde, som de egen-hændigt udførte rent praktisk, var ikke til at slå ud af hovedet. Varmemester Christensen kom nu op med et forslag på papir til en aflønning, som var væsentlig højere end, hvad Klug gav dem. Nu var sagen sådan set klar. Med det papir i hånden ville de forsøge at udfritte Klug om de reelle priser. Meningen var, at Christensen skulle overtage entreprisen fra Klug. Christensen skulle være det lukrative mellemled. Måske havde han forbindelser i boligselskabet. Eller også var de dér bare ligeglade. Men det var Klug ikke. Han var rasende. Han var ved at blive ”skivet”. Så kom de rigtige tal på bordet. Klug gav dem simpelthen en fotokopi af den kontrakt, han havde indgået med sel-skabet med de aftalte, totale priser.
Nu skulle der lægges råd! De havde ”kontor” i et cykelrum, hvor der var lavet en afskærmning til barnevogne. Inde bag afskærmningen blev strategien lagt. De ville gå ned på varmemesterkontoret næste dag og vise Christensen, at de havde de rigtige priser fra Klug. Tog de for en sikkerheds skyld en ekstra kopi af kontrakten? På kontoret sad meget belejligt også den nye assistent, Ole , så der var et vidne ud over dem selv og varmemester Christensen.
Først smilede han dem varmt i møde, men da de forelagde ham realiteterne, fik hans ansigt et noget andet udtryk, og hans store skæggede fjæs fik den purpurrøde kulør, som det senere hen skulle an-tage permanent. De mente ganske enkelt, at rengøringsselskabet skulle skrive kontrakt med dem. Klug ville ikke have mere med den entreprise at gøre! De undlod at bore i, hvilken rolle Chris-tensen egentlig havde tænkt sig at skulle spille, men de tænkte alle det samme. Situationen blev mere og mere besværlig, indtil Ole stilfærdigt sagde, at det, syntes han, da egentlig lød meget retfærdigt. De havde jo også vist, at de kunne bestride arbejdet. Så sådan blev det. De gik noget omtumlede derfra.
Kunne det virkelig passe? Gik det bare så nemt? De havde været villige til at sætte det hele på et bræt. De ville ikke snydes længere. Og nu skulle de vinde det hele?
Men ganske rigtigt. Varmemester Christensen, som ikke ville tabe ansigt over for sin nyansatte
3
assistent - som jo også boede i bebyggelsen - lagde et godt ord ind for dem. Der blev udfær-
diget en ny kontrakt med de eksisterende priser med det hastigt oprettede, nye firma.
Assistence
Men inden da skulle de lige finde ud af, hvordan man oprettede firma. Ingen af dem var særligt gode til tal, endsige regnskabskyndige. Men det var Kajs bror, Børge. Børge var ansat på Politiets Rejsehold, i afdelingen for økonomisk kriminalitet. Uden ham kunne de ikke så hurtigt have etab-leret sig, med mindre de havde opsøgt en dyr advokat, hvad der nok lå uden for deres økonomiske formåen. Og der skulle netop handles hurtigt, for at de kunne virke troværdige over for boligsel-skabet, som var et af de største i landet.
I løbet af et par uger var det hele faldet på plads. Deres indtægt ved det sure slid på trapperne var nu næsten tredoblet. Og de havde ingen omkostninger. Det var ren fortjeneste. De tjente det samme, som de store etablerede rengøringsselskaber. Som Det danske Rengøringsselskab, det senere ISS, som allerede havde forsøgt sig, men ikke havde kunnet holde standarten. Også Jydsk Rengøing hav-de været inde i billedet, men man havde altså til sidst foretrukket de to løjerlige figurer, en tid-ligere litograf og en franskstuderende.
4
Arbejdet
Med den nye status fulgte endnu mere arbejde. Hidtil havde det kun været trappeopgangene, men nu kom vinduerne i stueplan med. Og rengøringen af varmemesterkontoret og af vaskeriet. Og lejligheder, som skulle rengøres efter afsluttet lejemål. På varmemesterkontoret kunne de afhente rekvisitioner og nøgler til det ekstraarbejde, som lå ud over det kontraktlige. Hér skulle arbejdet afstemmes med de andre håndværkere, som skulle rette skaderne op, når de havde foretaget den
første rengøring
Nogle gange måtte de bære i sækkevis ud, før de kunne komme til at gå i dybden. Rensning af gul-ve efter tæppernes klisterbaner. Tilgroede, tilkalkede toiletter. Køkkener med de besværlige komfu-rer og emhætter. Ofte var komfurerne helt tilklistrede af stegefedt og sovs ned ad siderne, når de trak dem ud. Og der skulle skrappe midler til at rense en ovn med dens plader! Først en afbagning med opløsende skum. Så hård ”Industrirens”, et opløsningsmiddel af en sæbe, som må have ligget tæt på grænsen af det tilladelige. Og hvis det ikke virkede forskellige skarpe og slibende redskaber, ultimativt en boremaskine med slibehoved.
Og efter endt arbejdsdag hjem og skrive fakturaer og føre kassekladde med momsregnskab. Han havde håbet, at det nye job skulle give ham mere ro til at studere, men faktisk røg der mindst et helt år ud af kalenderen med at etablere sig i de nye rutiner. Men det gjorde ikke så meget.
5
Det var en spændende tid på mange måder. Og de følte en berusende frihed, nu hvor de var økono-misk sikre til at leve det friherreliv, som lå så godt til dem. De kunne nøjes med at gå på arbejde to til tre dage om ugen! De mødte altid til tiden, kl. 7:00, og det hørte til sjældenhederne, at nogen af dem kom for sent. Det var ikke kun et spørgsmål om ære. De vidste udmærket, at hvis de ikke op-retholdt en næsten prøjsisk disciplin, ville de ikke kunne holde det monotone og opslidende arbejde ud. Som Kaj udtrykte det: ”de var omvendt dovne”. De var kun så effektive, for at de kunne komme hurtigst muligt hjem og lave noget andet. Og samarbejdet fungerede upåklageligt. Firmaet lå offi-cielt på hans adresse, som lød mere fashionabel. Kaj kørte materialer ud på sin Nimbus. De delte regnskabet mellem sig hver måned. Og de skulle komme til at dele mere end det!
Byen
Når han kom hjem efter en opslidende arbejdsdag og havde parkeret sin Velo Solex, og fået noget at spise, var det lige i høet for at komme sig lidt. Han havde aldrig besvær med at falde i søvn sent på eftermiddagen. Kroppen føltes cementtung. Efter en god lur og et forfriskende bad, var der så specialet, der skulle arbejdes videre på. Ofte gik de så i byen efter de lange, hårde dage i slutningen af ugen. I midten af halvfjerserne begyndte de første caféer at skyde op i den indre by. Den aller-første var Café Sommersko. Den blev et bragende tilløbsstykke. Her kunne de glemme det hårde, ensformige arbejde for en stund. Men der var andre gode steder, som f. eks. Universitetscaféen, hvor han havde truffet Dan. Det var hans foretrukne steder i den evige pigejagt. Hér skulle han en aften løbe ind i Anette.
Hun var lille, lidt buttet, men velskabt. Charmerende rundkindet med smilehuller. Mørke, tindrende øjne. Og en smittende latter, som blev antændt for ingenting. Hendes mand var ude at rejse, så de havnede hjemme hos hende.
Hun var lige så fræk, som hun var troløs. Og han havde vagt en fornemmelse af, at det ikke kun var med ham. Men hun var en sjov pige, og dem var der jo ikke så mange af, syntes han. Pigerne i mil-jøet var ikke lige just naturlige, snarere småsnobbede, selvoptagede og ”lækre”. Han blev ikke for-elsket i hende. Kunne han i det hele taget blive forelsket de år? Han måtte bare flagre rundt. En dag, hvor de sluttede arbejdsdagen af på et værtshus i Herlev, fortalte Kaj, at han havde snakket med en spændende pige i byen. Hun hed Anette. Han lod sig ikke mærke med noget, men anede, at det godt kunne gå hen og blive rigtigt morsomt med hendes flirterier.
En dag de alle tre var rendt sammen ude i byen, endte de hjemme hos Kaj i Nørre Side Allé. Bedre kendt som ”Nørre Sidespor”. En lille etværelses lejlighed. Men der var altid hyggeligt at komme. Det endte med at han og Anette tumlede rundt på køkkengulvet, hvad der sikkert ikke kan være gået ubemærket hén. Der var også lokum i gården, så han havde måttet skræve hen over dem for at komme ud. Indrømmet, det var ikke særligt taktfuldt. Men hvis de havde været noget, så var det netop fulde. Og Anette har vel syntes, det var spændende med den anden inde ved siden af?
6
Dørpumpen
En aften havde de alle tre været i biografen og set en storladen helaftensfilm, som foregik blandt naturfolk på den sibiriske tundra. Han var bjergtaget af de stærke indtryk, filmen havde efterladt og tillod at trække sig forholdsvis tidligt. Han havde bare allermest lyst til at være sig selv.
Da de et par dage efter mødtes i ”rummet” var Kaj mærkelig alvorlig. Han gik straks redeligt til be-kendelse. Han var taget hjem, og Anette havde så opsøgt ham på hans adresse og havde lagt an på ham. Undskyldte sig med, at når en pige kom og satte sig hen til ham og tog ham på ”klodserne”, så kunne han ikke sige nej.
Var det forsmåethed, jalousi, eller bare raseri over at være havnet i sådan et roderi på grund af en pige, som han godt nok kunne lide? Som han også godt kunne lide at gå i seng med. Men som han ikke var forelsket i! Hun levede jo også fast sammen med ”Svenne” og hans lille dreng, som hun mere eller indre havde adopteret. Nej, den største frustration var nok, at de nu også skulle dele el-skerinde, for hun ville måske komme tilbage. Det lå jo i hendes natur. Og hvad så?
De havde efterhånden opbygget en ganske god fysisk form på grund af det hårde arbejde. Døren stod åben ud til gårdspladsen og det peb ind. Resolut gik han hen og skubbede så hårdt til døren med venstre arm, at dørpumpen mistede pusten. Han havde smadret dørpumpen! Godt, at det kun blev ved det. Nu havde han lige et forklaringsproblem nede på varmemesterkontoret, men det gik nok også. Han havde også fået forskudt problemet et andet sted hen, og det var godt nok, for de skulle jo i gang med arbejdet. De var bundet sammen af en entreprise, som de begge havde under-skrevet.
Det kølnede det kammeratlige forhold for en tid. Så en nat, blev han vækket i sin seng af en banken på vinduet. Det kunne kun være hende. Hun havde været i byen og havde så fået mod til at opsøge ham. Han prøvede at lade som om, han ikke var hjemme. Men hun bankede så hårdt, at han var bange for at værtinden ”Stoffer” skulle vækkes. Hun krøb ned i hans seng, men han kunne ikke røre hende. Den sidste bus var gået, så hun fik lov at blive. Da hun forlod ham tidligt næste morgen, sva-rede hun ham, da han spurgte, hvad hun sagde til den oplevelse, at ”det var anderledes”.
Nu var hun Kajs elskerinde et stykke tid fremover og entreprisen blev passet korrekt. En dag stødte han på dem oppe ved porten ud til Jægersborg Hegn og det gav da et stik i hjertet. De fik vist ikke rigtigt hilst på hinanden. Men snart fandt sig en anden legekammerat, den franske Isabelle. Det varede så et stykke tid, indtil det også var slut. Lige som det også sluttede mellem Kaj og Anette. Der var nok for meget enspænder i dem begge. Anette fik af Kaj tilnavnet ”rundbrænderen” efter den lille bilæggerovn, der i sin tid var så udbredt i husmandskredse og på karlekamre. Hun havde varmet dem begge et stykke tid.
Hvem var hun egentlig, denne pige, som bare krøb ned i mændenes seng. Dybest set en forvirret pige med en mor, der af og til blev indlagt for sin sindssygdom? Hvor var faren henne? Og som adopterede en andens barn, men ikke selv fik noget? Overførte hun bare sine egne skuffelser på de andre? Noget tydede på det! Men udadtil var hun en skæg, levende pige. Hun var med på den værste.
7
Ekspansion
Der blev stadig bygget til i området, som efterhånden talt op mod tre tusinde beboere. De kunne ikke overkomme det selv, hvis de da ikke skulle på arbejde hver dag. De måtte se sig om efter hjælp. Den mest stabile arbejdskraft de fandt, var en lille japaner ved navn Yukio. Han var både stabil og effektiv. Men lidt svær at kommunikere med, selv om han var en venlig mand. Han havde været gift med en dansk pige, som han havde fået et barn med. Han havde også opholdt sig et styk-ke tid i Sverige, før han kom til Danmark, så han talte et gebrokkent svensk/dansk. Men man kunne regne med ham, det var det vigtigste.
Grunden til hans dårlige sprog skyldtes givetvis, at han holdt sig til sine japanske venner. Han hav-de altid et eller andet projekt, han var i gang med ud over rengøringen. Han kaldte sig også sned-ker. Han ville introducere japansk designede varer til de danske forbrugere. Talte om import/eks-port. På et tidspunkt købte han sammen med sine venner en butik, som lå lige over for Café Som-mersko. Men de havde bare ikke fået spiritusbevilling, så de kunne ikke trække på Sommerskos kunder.
8
Conceptet var også helt ude af trit med tidens franske caféstil. Det gik så et stykke tid, før det naturligvis måtte lukke. Yukio besad en mærkelig naivitet. Men han gav ikke sådan lige op. Han tog forefaldende rengøringsarbejde ved siden af. En gang bad han dem om at hjælpe til med at gøre rent på Hereford Beefstouw i Tivoli. Hvis de havde villet, kunne de have skabt et større firma. Ren-gøringsarbejde var der nok af.
De var også blevet tilbudt rengøringen af det nybyggede, store kollegium, som lå tæt på det sociale boligområde, hvor de havde deres faste entreprise. Men det havde betydet, at de skulle etablere sig som egentlige arbejdsgivere. Og det ønskede de ikke. De indså, at det ville være at give afkald på den frihed, som var det vigtigste for dem. De ville få alt for meget administration med en arbejds-givers forpligtelser. Og de kunne ikke længere selv følge med på gulvet. De kunne risikere at udvik-le sig til inspektørtyper, som kun tænkte på at sparke rundt med andre for at score kassen. Og det var ugleset i progressive kredse i de frelste halvfjersere. De ønskede ikke at tjene på andres arbejde. De holdt fanen højt!
Måske var det også forklaringen på, at det gik godt så længe. Det var venner og bekendte, som hjalp dem. Og de fik alle de penge, der var i det stykke arbejde, de udførte. De fik jævnligt indsigt i de opdaterede priser. Det betød , at arbejdet var så lukrativt, at det blev udført ordentligt efter de ved-tagne regler. Og at der sjældent var nogle, der var syge.
De selv tillod sig så at tage de bedste akkorder, såsom vinduespudsningen og fejningen. De stod jo også for det administrative. Det var dem, der havde kontakten til varmemesterkontoret, hvorfra alt ekstraarbejdet blev uddelt. De var som hovedentreprenører de ansvarlige. De andre var så deres un-derentreprenører. Systemet var gennemskueligt og reelt. Det gav dem en personlig tilfredsstillelse.
Og en vis stolthed!
Et intellektuelt miljø
Ude på trapperne kunne tonen være bidende rå, ja direkte vulgær. Det var nødvendigt! Men både Kaj og han kunne være forfinede skønånder, som drøftede alt lige fra kunstens åndfuldhed, over livets uudgrundelighed, til de store realhistoriske perspektiver. Kulturhistorie generelt var deres fælles, store interesse. Kaj med en forkærlighed for krigshistorien. Han med en forkærlighed for æstetikken, som han søgte tilflugt i.
I frokostpauserne sad de ofte længe på deres omvendte vaskespand op ad væggen indtil barne-vognsrummet - deres kombinerede kontor og redskabsrum - og debatterede alt mellem himmel og jord. Først ret sent tillod de sig den luksus at installere en varmeovn og nogle havestole.
De gårdmænd, som var vant til at høre dem bande og svovle ude på trapperne, må godt nok havde studset, når de kom forbi. Det intellektuelle niveau var tårnhøjt! Og det var de bevidste om.
9
Men det var kun en sund vekselvirkning. Han selv stortrivedes ved at kunne komme af med alle de fysiske kræfter. For så at køre hjem og sætte sig til skrivemaskinen og fortsætte det videnskabelige arbejde, som specialeskrivning jo netop skal være.
Han havde selvfølgelig valgt noget særligt svært tilgængeligt. En fransk, romantisk forfatter af de lidt mere ukendte. Gérard de Nerval, som på tragisk vis tog sig selv af dage midtvejs i livet. Nerval var mystiker og som sådan ikke helt entydigt forstået af litteraturforskerne. Han kunne finde på at flakke hvileløst rundt i mørke skove, eller i eksotiske lande på jagt efter sin sjæl. Men han skrev blændende og med en sjælden, psykologisk indsigt i det menneskelige sinds krinkelkroge.
Nerval troede tilsyneladende, at han gennem den litterære beskrivelse af rejsen i det fysiske rum kunne nå til reel selvudvikling i den åndelige verden. En kendt australsk forsker havde i et større værk om Nerval forsøgt at påvise, at dette faktisk lykkedes for privatpersonen Nerval.
Han satte sig nu for at modbevise denne teori ud fra de selv samme tekster. Hans tese var, at der blot var tale om en litterær virkelighedsflugt! Og det lykkedes for ham. Han blev ikke kritiseret for sin tese eller videnskabelige metode, blot for at have udeladt et større, senere værk fra tekstsam-lingen. Men han kunne ganske enkelt ikke få plads til alle teksterne på de hundrede sider, det måtte
10
fylde. Han fik en topkarakter. Det havde taget halvandet år at skrive det, men han havde jo også haft ”Gråpote” ved siden af. Endnu ét af Kajs finurlige, sproglige påhit for deres lille firma!
”Gråpote” og Nerval var gået fint hånd i hånd sammen!
Underentreprenører
Da den gamle ”Stoffer” fik et slagtilfælde og kun kom sig halvt, begyndte han at se sig om efter et andet sted at bo. Dan var i mellemtiden blevet forelsket i Birgitte, og han havde fået lov til at frem-leje Dans lejlighed på Frederiksberg, så Dan havde noget at falde tilbage på. Han var nu i gang med at studere kunsthistorie. Hér havde han mødt Peter, som var interesseret i arbejdet og faktisk blev ved i mange år indtil han blev færdig som kunsthistoriker. Han passe
