En fabel

 

 

 

 

 

 Jeg ser en lille lyshåret dreng vende ryggen mod den indhegnede have. Han går ud i det fri. Hvor skal han hen ..?

 

Ude på sletten mødte han den omstrejfende bjørn. Den havde fået færten af ham, som han nærmede sig den lave bakketop. Han gik med vinden i ryggen, rask til. Pludselig tårnede den op over bakkekammen. Stor og mørk som en billedstøtte mod horisonten. Han havde måske forventet et snerrende brøl. I stedet svajede den frem og tilbage på bagbenene og snuste den svage brise ind. Jo, det var godt nok ham!

 

”Du kommer sent”!, brummede den. ”Vi var næsten ved at opgive håbet. De andre har sat mig til at afpatruljere grænselandet til jeres by i håbet om, at du skulle dukke op en dag. Men det er jo de færreste, der tør vove sig helt herud. Og aldrig alene. Helst flere ad gangen og til hest, så de hurtigt kan trække sig tilbage med deres nedlagte bytte. I tankerne har vi fulgt dig, som du voksede op. Du har hørt vores kalden i søvnen. Faktisk er vi gamle bekendte. Du ved det nok. Når du legede i den lille skov på den anden side af hegnet, følte du af og til en higen mod noget, som var længere borte. Vi dyr herude har drøftet, hvad vi skulle stille op med dig. Ville du med tiden glemme denne dragen lige som alle de andre, eller?… Vi fornemmede, at det var stærkere hos dig, end hos de fleste, men vi er jo så ofte blevet skuffede i vores forsøg på at forlige os med jer mennesker. Vi vil gerne dele disse frugtbare strækninger med jer. Men i stedet erobrer I områder med jeres byer og jeres dyrkede marker. Vi må rykke længere og længere tilbage, bort fra sletterne og tilbage mod skovene, bjerget, dalene på den anden side - og ud mod havet til sidst, med mindre …” Bjørnen tøvede. Som tabte den pludseligt tråden. ”Med mindre ....” Dens blik blev fjernt. Den rømmede sig: ”Vi har besluttet i Dyrenes etiske Råd at give dig en chance. Vi var langt fra enige, det skal nu siges. Men vi har jo ikke noget valg. Den tøvede igen, som om den forsøgte at lodde virkningen af sine ord i den lille drengs sind. Så kom det, denne gang i et dybere stemmeleje, lavmælt: ”Vil du være vores sendebud?” Og nu i et næsten ydmygt tonefald: ”Vi skal nok behandle dig godt, det ved du vel?” Drengen bøjede nakken tilbage for atter at møde bjørnens alvorlige blik. Og igen var det, som om tiden gik i stå. Hørte han rigtigt? Han havde dårligt lært sig menneskenes sprog og nu hørte og forstod han alt, hvad bjørnen sagde på dens eget brummende tungemål. Ja, han havde faktisk fornemmet, hvad den ville sige, før den fik det over sine læber. ”Jeg har vel heller ikke noget valg?”, svarede han på menneskenes sprog. Bjørnen nikkede langsomt og eftertænksomt. Så rømmede den sig igen. ”Kom med! Du skal møde de andre dyr i skoven!”

 

 

 

 

 

 Vejen mod skoven blev både lang og kort. Han havde mødt bjørnen ude på den åbne slette. Allermest havde han vel håbet at finde den frie prærieindianer, han så ofte havde talt med i sine drømme. Han kunne ikke helt huske, hvor længe han havde gået. Tid og afstand havde fået en ny betydning, siden han havde forladt de gammelkendte rammer derhjemme. Mens han grublende traskede i bjørnens fodspor, gik det op for ham, at han aldrig ville blive den samme igen. Var det en gevinst, eller et tab - eller begge dele? Var det ikke også lige meget? Hvor længe kunne han følge med i bjørnens raske tempo?

  

……

 

 Da han så pludselig snublede over harens udstrakte fod, blev han klar over, at han var kommet til dyrenes gemmested i udkanten af den dybe, mørke skov. De fleste af dem sov nu. Haren trak rutinemæssigt benet til sig. Hvor var bjørnen blevet af? Han mærkede en spirende irritation. Etisk Råd? Mon virkelig? Hvorfor havde han også ladet sig lokke med helt herud?

 

 

 

 

 

 Omtumlet og ør i alle lemmer dejsede han omkuld i græsset, men faldt ikke straks i søvn. Som han havde ligget lidt, vendte nysgerrighedens mod tilbage. Sanserne blev skarpere. Dufte og lyde krøb ind over ham. Skoven var fuld af liv, selv nu. Mosekonebryg kom ham svalt i møde, med en fugtig , tungt krydret em. Fjernt hørte man uglens kaldende tuden. Lidt tættere på rævens pludselige, nærmest grædende skrig. Havde den fået fangst? Klokkefrøers klukken fra et vandhul nær ved. De blæste sig nok bare op over for hinanden? Og så en lettere snorken hér og dér fra de større pattedyr, som i søvne genoplevede dagens jagter - som sorterede de godt fra skidt i deres egne præstationer. Og hér så en klaprende lyd. Var det ravnen, som skar næb? Snakkede den bare med sig selv i søvnen? Eller øvede den sig på sin næste, store tale?

 

 Arrigt slog han ud mod den summende myg, der svidende stak ham på kinden. Den klare nattehimmel svimlede et kort øjeblik rundt for hans øjne, da han slog blikket op. Hvor var han?

 

 Sad de nu og sørgede i børneværelset og troede, at han var tabt for evigt? Måske. Han følte da også et stik i hjertet. Han var jo ikke bange længere. Det havde han vel bevist. Men vende tilbage, når han endelig var kommet så langt? Det magtede han ikke. Han havde ofte været bange om natten i børnekammeret. Og nu var han tryg hér. Naturen gjorde ham ikke bange. Tværtimod. Men hvorfor skulle det dog skille dem? Han selv kunne være i begge verdener, mens de blev fuldstændig umed-gørlige, når han hev noget af naturen hjem i stuen i form af beskidte gummistøvler, fjer og fuglereder, levende sneglehuse, sten, grene, og... Nå, ja?

 

 Længe havde han vidst, at han ikke havde noget valg, men udsat det. Håbet på et kompromis. Men, nej! Han havde blot spildt sin tid. Og nu ville bjørnen og dyrene, at han skulle være deres sendebud. Hvorfor var det ham, som fortsat skulle kæmpe for de andre? Ja, sådan måtte han føle det! Hvordan han end vendte og drejede tingene. Langsomt faldt han bagover i en glidende, roterende bevægelse, ind i den befriende søvn, hvor tyngdekraften blev ophævet. Hvor tid, sted og rum igen for en stund var foranderlige størrelser. Han sov.

 

 

 

 

 

 Ikke alle sov lige længe. Nogle var allerede i gang, da han skar grimasser mod det anmassende, grå morgenlys. Det var bare en skovtykning. Men der var nu godt nok mange til stede, så vidt han kunne fornemme. Han var stadig rigtig ør. Der hang vist også lidt af en em af bjørn over ham? Nej, den var mere ram og alligevel aromatisk. Moskusagtig og løfterig. Ikke som gulvklud. Han kom til at tænke på sin kat og dens altid velduftende pels. Hvor var bjørnen henne nu? Han havde fulgt den betingelsesløst. Det havde været helt naturligt, nærmest uafvendeligt. Havde den så bare søgt mod sit hi efter endt arbejdsopgave? Havde den sagt ordentligt farvel? Han huskede det ikke. Han forsøgte forgæves at finde rede i de seneste dages overvældende oplevelser. Igen tog han sig i at blive bitter på bjørnen. Og fornemmede vagt, at det ikke var normal praksis at blive bitter herude. Var det kontant afregning, eller afmarcherende poter? Han havde nok meget at lære. Mens han havde ligget og smågrublet, havde han igen glemt alt omkring sig. Nu var han alene! Hvor var de andre gået hen, mens han havde ligget og slumret. Han rejste sig og gik på må og få ind i skovtykningen. De kunne ikke være langt væk. Der hørtes tale i nærheden.

 

 

 

 

 

De måtte være mange forsamlede. Han gik mod lyden. Nu hørte han højrøstet tale. Det gik livligt for sig. De var vist ikke enige. Var det hans navn, de nævnte? Pludselig var han dér. Inde i selve rundkredsen. Der blev lidt stille. Hornuglen stod på talerstolen. Den sænkede langsomt sine hævede, baskende vinger og så stift over på ham. Alles blikke var nu vendt mod ham. Uglen tog sine hornbriller af, pudsede dem i sin forpjuskede fjerdragt. Det blev de nok ikke mere rene af. Og satte dem på næbbet igen. Spændingen i kredsen steg.

 

”Velkommen”, sagde uglen. ”Så kom du endelig. Ja, jeg burde måske nok stige ned og omfavne dig , men vi er blevet enige om, at holde på formerne. Hvis du vidste, hvor svært det har været for os at samle os om denne nødvendige, fælles opgave. Vi dyr er jo lige så forskellige, som jer mennesker. Inspireret af jer - indrømmet - har vi været nødt til at indføre nogle fælles, politiske adfærdsregler, så det hele ikke bare ender i snak. Jeg selv er kun talsmand og ordstyrer for Dyrenes etiske Råd. Det er ravnen, der er formand. Haren er næstformand. Skaden er blevet kasserer.” Nervøst tilføjede den hurtigt hen for sig: ”Men der skulle kampvalg til !” Den havde tydeligvis ventet sig en reaktion fra en bestemt side af kredsen, men den udeblev. Måske fordi der var gæster. ”Og hejren er vores sekretær”.

 

Hejren var allerede i fuld gang med at tage referat. Det var en stolt fugl, det kunne man både se på dens poserende gangart og på dens fornemme beklædning: gråstribede hoser og koksgrå diplomatjakke! Med sit spidse næb hakkede den energisk mod tastaturet. Og når den hakkede forkert, blev den rød om næbbet, som ellers normalt var gult. De andre dyr havde prøvet at drille den og kaldt den: ”storkenæb”, men det var der ikke kommet noget godt ud af. Så var de holdt op, for der var ingen af dem, der gad at være sekretær. De ville hellere bare sidde og høre på. Og huje og buhe ind i mellem.

 

”Men mange flere af os er aktive i kampen for at opnå en retmæssig stilling i forholdet til jer mennesker”, fortsatte hornuglen. ”Du har jo allerede mødt vores altmuligmand, bjørnen, som nu har afpatruljeret jeres grænser så længe, at han er i overhængende fare for at blive udbrændt. Han kunne desværre ikke overvære mødet, da han har fået fri i dag. Jeg skulle overrække dig en venlig pote. Han glæder sig til at møde dig igen.”

 

Drengen blev straks lettet og glad over at høre, at bjørnen tænkte på ham. Måske var det den uendelige tryghed, han havde følt ved nærværet af den store bamse. Det havde virket som om, der ikke havde været ondt skabt i den. De måtte blive venner for livet. Det var han overbevist om. Drengen blev igen kaldt tilbage til virkeligheden, da ravnen spankulerede op mod talerstolen. Den tog et afmålt tilløb og elegant halvt hoppede, halvt fløj den op og indtog sin plads over de andre dyr. Uglen ringede med en lille klokke, og der sænkede sig en andægtig stilhed over forsamlingen. Ravnen løfede adstadigt sit store næb så halsfjerene skiltes i en flot, savtakket linie. Den lagde hovedet på skrå. Først til den ene side, så til den anden. Mangen lille fugl og de fleste af de mindre gnavere dukkede sig uvægerligt.

 

Som i et hug sænkede den næbbet. For så at åbne det:

 

”Vi er forsamlede her i dag for at drøfte et anliggende af yderste vigtighed.”

 

Den skuede igen, målende, ud over den sluttede kreds af dyr forsamlet til sæsonens første møde i Dyrenes etiske Råd. Den syntes tilfreds med den lydhørhed, den allerede på så kort tid havde opnået. Den følte nu, den havde forsamlingen i sin hule vinge.

 

”Velkommen til vores gæst fra menneskenes verden. Hvor heldigt, at du lige skulle komme i dag, hvor vi åbner en ny sæson i vores fælles, politiske anstrengelser for at komme i en konstruktiv dialog med jer.”

 

Ravnen så direkte ned mod ham. Han stivnede let. Men det var vist mere i forbløffelse over dette højtidelige ritual, og i respekt for den gamle, stolte fugl, som alle lyttede til. En mærkelig uklar fornemmelse sneg sig dog ind over ham. Ville ravnen i kontakt med ham? Det følte han sig sikker på! Men hvorfor? Måske var der noget, som den ikke kunne sige til de andre. Hvor megen idyl herskede der egentlig også herude, når det kom til stykket? Han fornemmede ubevidst et væld af spændinger på forskellige niveauer i denne forsamlede dyreverden. ”Hver fugl synger med sit næb”, slog det ned i ham. Var det virkelig ikke meget bedre her ude? Hvordan skulle dyrene så kunne redde menneskene fra deres egen og naturens undergang? Og igen fik han den trættende tanke, at han ikke bare kunne nyde lykken ude i det fri, men at han havde en rolle at spille. Måske endda en ganske vigtig rolle?

 

Han havde troet, at ravnens tale ville fortsætte i det uendelige, men den trådte midlertidigt og diplomatisk til side for talsmanden, uglen, som besteg talerstolen med en stor dynge papirer under vingen. Som en velforberedt chefanklager indtog den alvorstungt talerstolen, hvorfra et flammende anklageskrift mod menneskeheden snart skulle lyde.

 

 

 

 

 

 Det ville være for meget at citere hele uglens tale her. Den sørgelige historie, om hvordan menneskene har behandlet dyrene i historiens løb, er vel kendt af alle. At dræbe for at overleve, mente uglen, var helt i naturens orden. Hér skulede adskillige dyr i det skjulte til hinanden. Men det stoppede jo ikke ved det! Lad os i flæng kort nævne nogle væsentlige punkter i uglens argumentation: Tæmningen af visse underdanige dyretyper. Indespærring til adspredelse og barnlig latter for de zoologiske havers besøgende. Mishandling af dyr i konkurrencer som underholdning for de særligt sadistiske. Fødevareindustriens koncentrationslejre med dens knogleskøre burhøns, dens forældreforladte tremmekalve, dens penicillinpumpede, halekuperede grise, som bed ørerne af hinanden i frustration over at glide på et tilskidt tremmegulv og ikke at kunne begrave snuden i ren, velduftende muld. Medicinalindustriens hensynsløse brug af forsøgsdyr. Dernæst vendte uglen sig mod nazisternes kz-lejre og deres menneskeforsøg. Noget, der kunne få hårene til at rejse sig på ryggen af ethvert menneske. Men når det angik dyrene, blev menneskene ligesom tomme i blikket. Fortalte den. Eller måske så de blot for sig den næste flæskesteg, de skulle nyde? Uglen blev ved med at bore i dette ømme sår på menneskenes samvittighed.

 

Det mest problematiske punkt i talen, den afsluttende beskrivelse af hvordan menneskenes færden nu truede med at ødelægge klima og vækstbetingelser for alt levende liv på kloden, med mindre mennesket ville leve i samdrægtighed med sig selv og sine omgivelser, var nok det, der gjorde størst indtryk på dyrene. Selv krybdyrene fattede, at hér var noget, som de ikke kunne være lige glade med.

 

”Hvis det så bare kun var jer selv, I kvalte i jeres egne udstødningsgasser, ville det være velfortjent!”

 

Der lød et forsinket brøl af latter fra dyrene. De skulle lige have tid til at se det for sig. Den skæbne kunne de godt unde menneskene.

 

Uglen tørrede sveden af hornbrillerne. Den tog dem ikke på straks igen, men holdt dem eftertænksomt ud for sig i strakt vinge. Som en pædagogisk pegepind.

 

”Vi skal nu blive enige om en strategi til at mødes med menneskene for at hjælpe dem med at løse denne opgave, som de jo beviseligt ikke kan klare selv. Jeg giver ordet tilbage til vores elskede formand, ravnen.”

 

Taktfaste klapsalver ledsagede hornuglen ned af talerstolen. Og gav ravnen den rygstøtte på vej op, som den havde brug for.

 

”Tak til uglen for den glimrende gennemgang af hele dette komplekse problemområde. Vi skal nu drøfte hvilken strategi, vi skal vælge. Jeg vil foreløbig foreslå min egen idé. Lad os drøfte den til en begyndelse. Andre forslag er velkomne senere hen.”

 

 

 

 

 

 

 Først henvendte ravnen sig direkte til drengen: ”Bjørnen har rapporteret, at du har indvilliget i at ville være vores sendebud i et første forsøg på at komme i kontakt med jer mennesker. Kan det virkelig være rigtigt? I så fald er du et af de sjældne tilfælde, som ikke bekræfter regelen om, at I bedst kan lide os i en ujævnbyrdig, underlegen rolle.

 

Drengen rejste sig og gik ind i rundkredsen, så alle kunne se ham. Han rettede sig i ryggen og så ravnen lige i øjnene. ”Ja!”, svarede han. ”Jeg har frivilligt forladt huset og haven derhjemme, for jeg kunne ikke længere holde min udlængsel tilbage. Der er nok mere natur end kultur i mig. Ikke fordi jeg ikke kan lide menneskene, men mange af dem, vel de fleste frygter jeg, er bange for naturen i dem selv, og jeg vil ikke ende som én af dem. Jeg savner dem, men jeg havde ikke noget valg. Noget stærkere i mig valgte for mig. Hér står jeg så. Jeg kan ikke andet. Jeg kan nok få brug for hjælp. Men dette føles bare rigtigt.”

 

Først nu hørte dyrene hans rolige stemme og så overbevisningen i hans fremtoning. Der brød en murren og en mumlen ud rundt i rækkerne. Ravnen fortsatte så:

 

”Jeg foreslår, at vi nedsætter en arbejdsgruppe, som skal udfærdige et udkast til en imødekommende freds- og samarbejdstraktat med menneskene. Selv om vi - måske med rette - føler os uretfærdigt behandlede, er det på tide at forliges. Hvad siger I til det forslag?”

 

Nu gik næstformanden, haren på talerstolen:

 

”Vi er tit nok blevet snydt af menneskene. Jeg foreslår, at vi skal lade menneskene høre, at vi har drengen i vores varetægt. Det kan blive en styrke for os, at de skal gøre en ekstra indsats for at få ham tilbage. Så kan vi altid forhandle senere. Det vil selvfølgelig forlænge processen, men er det ikke forsøget værd?”

 

Det løb drengen koldt ned ad ryggen. Var en bestemt fløj ved at forskertse muligheden for fred og fordragelighed dyr og mennesker imellem? Han måtte reagere. Han gik frem i kredsen og bad om igen at få taleret. Det var, som gik der et ryk igennem rækkerne. Flere af dyrene fik små øjne. Og havde svært ved at åbne dem igen for den kendsgerning, at hvis de skulle samarbejde, måtte de nødvendigvis også give hinanden indflydelse. Men det var netop drengens trumfkort.

 

”Tro mig, jeg kender dem. Der er også mange fornuftige folk iblandt dem. Og de er nu ved at indse, at alles interesser må tilgodeses. At det ikke kan fortsætte på denne måde. Ved at appellere til dem, har vi måske en chance. Jeg er stadig villig til at stille mig til rådighed som jeres sendebud!”

 

Reaktionerne tog til i styrke. Det var tydeligt, at dyrene var opdelt i to større fraktioner, som blot havde ventet på et øjeblik som dette for at komme i strid med hinanden.

 

Nu ville kassereren, skaden, ytre sin mening. I sin forivrelse glemte den al sin adstadighed. Den fløj op på selve pulten. Fægtende med sit næb i vippende bevægelser ud over kanten talte den som i trance. Den afsluttede sin glødende tale med følgende ord:

 

”Vi har længe kæmpet med dårlige finanser. Dette er vores chance for en øjeblikkelig økonomisk gevinst. Vi sætter en pris på drengens hoved, og hvis de ikke betaler inden en given frist, så: Sqritschzzz….!” Skadens hæse skrig blev ledsaget af en rituel, vandret gestus foran dens egen hals. ”Det skal nok få dem ud af busken!”

 

Skadens opildnende tale var, hvad der fik bægeret til at flyde over. Længe indeklemte frustrationer fik frit afløb i de meniges rækker. Kasteskytset begyndte at fyge mellem de to sider af kredsen. Det lå lige for hånden fra det sidste møde i Dyrenes etiske Råd. Sten, pinde, ja selv større grene regnede ned over forsamlingen. Kampråb gjaldede. Selv ikke det lokale politi, kragerne i de gråsorte uniformer, kunne skille parterne ad. Ja, det virkede faktisk, som om en del af dem tog aktivt del i slagsmålet. Og ikke alle på samme side. For en kort stund havde dyrene det pragtfuldt igen. De duede ikke til at sidde stille så længe ad gangen!

 

Da blev luften sønderrevet af et øredøvende brøl. Det var bjørnen, som var blevet vækket af larmen. Den havde godt nok stadig lidt søvn i øjnene, men det fik den ikke til at se mindre forrykt ud. Dens snude var trukket tilbage i en bølgeagtig, sitrende bevægelse. Fra dens blotlagte, skarpe tænder drev fråden. Den var så rasende, som de aldrig havde set det den før. Godt nok var den blandt de andre dyr en smule foragtet for sin godmodighed. Den var jo så nem at udnytte. Men de vidste også, at den kunne blive noget så edderspændt, stikhamrende tosset. Og så kunne den rydde en hel underskov på ingen tid, så de ikke havde noget sted at være for en stund. Flere af dem tænkte på, om de nu også havde givet den nok at spise, før de havde lagt den til ro efter endt arbejdsudførelse aftenen i forvejen.

 

Den gik ind i kredsen, men holdt sig ovre ved den side, hvor ravnen og dens støtter holdt til.

 

”Nu har I igen holdt møde på min hviledag.” Den var langsomt ved at blive roligere. ”Også sidste gang prøvede I at narre mig. Og alligevel var det mig, der skulle komme og rede trådene ud. Hvad ville I gøre uden ravnens overblik og min styrke og udholdenhed?”

 

De andre så over på uglen, haren og skaden, som pludselig syntes dem at se noget mindre ud, end de ellers plejede.

 

Slaget var ovre. Sådan måtte det altså også ende denne gang. Men det havde alligevel været det hele værd, tænkte mange af dem ved sig selv. Uden det store besvær blev ravnens forslag så vedtaget, med kun tre blanke stemmer imellem de positive. Der blev nedsat et hurtigtarbejdende udvalg, som allerede næste dag skulle levere et dokument, som drengen kunne overrække menneskene.

 

Der bredte sig nu en upassende munterhed blandt de stridende, som skulle de hurtigst muligt glatte de uoverensstemmelser ud, som lå så dybt begravet imellem dem. Men som de ikke kunne holde ud at se i øjnene til hverdag. Ret hurtigt gik de hver til sit, flere af dem småfløjtende, som om deres tanker allerede var andetsteds.

 

Man gik ikke sent til ro i skoven den aften. Tidligt næste morgen skulle der tages afsked, så bjørnen og drengen hurtigst muligt kunne nå til menneskenes land med den vigtige besked.

 

 

 

 

 

 Drengen havde sovet som en sten hele natten. Lykkelig over at dette eventyr nu var ved at ende godt. Han var også lidt stolt over sig selv. Han havde påtaget sig et ansvar. Han følte, at han var vokset med opgaven. Og glædede sig til rejsen tilbage sammen med sin gode ven, bjørnen. Men først skulle han tage afsked med dyrene.

 

Han trådte hen til haren. Den så ned i jorden. Han gik nærmere, med vilje så tæt, at han kunne træde op på dens venstre fod. Den fod, som han var snublet over ved indgangen til lejren. Imod hans forventning valgte den ikke at flygte, men så frygtsomt op og dernæst vemodigt ud mod horisonten, som om den misundte ham hans mod. ”Du er undskyldt!”, sagde han spontant og sendte haren et skælmsk blink. ”Ingen er forpligtet ud over sine evner Men du er da i al fald god til at løbe fra tingene!” Så slap han trykket. Haren trak genert foden til sig. Og hoppede væk. Ud til siden. En lidt malplaceret spøg, følte han selv senere. Men hvad? Haren havde jo forsøgt at sælge ham tilbage til menneskene.

 

Skaden var ikke til at få øje på nogen steder, men hornuglen stod for sig selv i en krog og så betydningsfuld ud som en politiker med en stak arbejdspapirer under armen. Den havde svært ved at frigøre den højre vinge, som nærmest var gået i krampe omkring bunken med papir. Han på sin side havde svært ved at finde ind til uglens øjne bag de fedtede brilleglas. Da han mærkede, at den skulle til at lire en række politiske fraser af sig, gav han den blot høfligt sin venstre hånd, som den greb som noget ganske naturligt.

 

Han var lidt skuffet over, at der ikke var flere tilstede. Men de var nok travlt optagede af andre, vigtigere gøremål end at sige farvel.

 

Men ravnen hoppede ham glad i møde. Den havde tydeligvis genvundet noget af sin fordums kådhed og styrke. ”Tak fordi du kom og støttede bjørnen og mig. Selv om de andre lægger byrderne og ansvaret over på vores skuldre, konspirerer nogle af dem bag vores ryg. De holder formøder. De opererer med skjulte dagsordener. Det skal være slut nu. Jeg har vist haft mine tanker andetsteds.”

 

Den så drømmende hen for sig, som om den var ude på een af sin ungdoms mange flyveture. ”Alle de minder fra et langt liv over de store vidder!” Den tog sig sammen:

 

”Du har lært mig at tage konfrontationen op i virkelighedens verden. De frygter sandheden. Den er nok vores stærkeste våben” Ravnen gik hen til buskadset ved foden af dens træ og trak noget frem. En aflang beholder, som den overrakte drengen. ”Heri finder du vores udkast til en fredstraktat. Overræk den til menneskene med en hilsen fra mig og en forsikring fra alle om vores reelle hensigter! Dette pilekogger er resterne fra en nedlagt, kendt storjæger. Det burde overbevise men-neskene om, at de skal tage dette alvorligt.”

 

Drengen og ravnen så hinanden i øjnene. For en stund forsvandt de ind i hinandens blik.

 

Fik han sagt farvel ?

 

 

 

 

 

 

 Turen tilbage gik forbløffende let. Måske fordi bjørnen og han hyggede sig så godt sammen. De fik snakket om utroligt mange ting og var vel i det store og hele enige. De følte sig også opløftede af deres fælles mission, som de var sikre på måtte bære frugt før eller siden.

 

Da de nåede til at bestemt sted på sletten, følte drengen igen prærieindianerens tilstedeværelse. Og han spurgte bjørnen ud om dette naturmenneske, han så ofte havde været i kontakt med i sine drømme. ”Bare rolig”, svarede bjørnen. ”Ham skal du tids nok få at møde!”

 

Men drengen kunne ikke rigtig få ham ud af sine tanker. Så kom det, helt af sig selv, uden at han egentlig havde været forberedt på det:

 

”Strengt taget bør naturfolkene vel også være med i sådan en aftale!”

 

Bjørnen sagtnede umærkeligt farten, som om den pludselig skulle trække et endnu større læs. Så standsede den langsomt op. Den pustede ud. Et kort øjeblik flakkede dens blik.

 

”Det vil godt nok vanskeliggøre hele processen! Mangesidige forhandlinger er noget af det allersværeste. Men du har jo ret. De er lige så truet en dyreart som os, om jeg så må sige.”

 

Bjørnens undskyldende blik mødte drengen. De så på hinanden en stund. Ville dette aldrig få ende, tænkte de begge ved sig selv.

 

Som han stod dér sammen med bjørnen i nærheden af byens grænse og tæt på hegnet til det hus, han så pludseligt havde forladt, forekom det ham, at bjørnen var blevet mindre. Han vendte sig mod hækken og haven. Også de virkede mindre på ham. Da gik det op for ham, at det kun kunne være ham, der var blevet større.

 

Han var vokset med rejsen! Han vendte sig igen mod bjørnen. Den var væk! Han tøvede lidt. Så gik han gennem hullet i hegnet. Og ind i haven igen.

 

Der lød en høj ringen for hans ører. Og en tumlen omkring inde ved siden af.

 

”Thomas, du skal op og i skole. Det er sent!”

 

Han kiggede over på stolen ved siden af hovedgærdet. Der sad bamsen. Den mindede ham om bjørnen med dens godmodige træk……...