Stavnsholt i begyndelsen af halvtredserne
I de første år efter krigen var der ingen traktorer, der var brugbare i landsbyen. De, der var tilbage, var med jernhjul og staldet op, da der stadig var knaphed på benzin. Faktisk var udviklingen gået flere år tilbage på grund af krigen. Alle gårdene havde stadig hestehold. Vognene, som hestene trak, var de gamle fjælvogne med store, jernbeslåede træhjul. Marshall – hjælpen og de grå Ferguson’er kom først for alvor til i midten af halvtredserne.
Der var vist arbejde nok for landsbyens smed, både med at sko heste og med at reparere hjul og landbrugsredskaber. Også som mekaniker for mindre skader på de få biler, der kørte på vejene i og omkring landsbyen. Smeden selv havde en flot, gammel, sort Ford med et kølermanometer på den lange fronthjelm. Der var altid arbejde i gang i smedjen og for børnene var det et spændende sted at komme og kigge på de voksnes aktiviteter. Ud over smedjen havde landsbyen en købmandsbutik, så man var selvforsørgende i det daglige og havde kun brug for at bevæge sig nogle få kilometer op til stationsbyen Farum, når der skulle købes særligt ind.
Landsbyens gårde lå i rundkreds omkring majtræet, købmanden og gadekæret med hver enkelt gårds marker strålende ud derfra, som det var almindeligt efter udskiftningen. Ved endt arbejdsdag red karlene om sommeren de svedige heste ned i gadekæret til en forfriskende dukkert, hvis de ikke tog dem hele vejen til Høje Klint ved Furesøen, som kun lå en kilometer fra gadekæret.
Altid skete der noget på gårdene, som havde både karle og de største af dem også piger. Af større maskiner var der kun selvbindere og tærskeværker. Og der blev malket i hånden. Et lige så stort arbejde blev udført i husholdningerne, hvor der næsten heller ingen maskiner var. Mange steder vaskede man stadig tøj i store gruekedler fyret op med kvas, brænde og kul. Og lavede mad over store støbejernskomfurer, der skabte en god varme i køkkerne. Stort set alt skulle laves i hånden.
Det var et slaraffenland for børnene. Jeg løb rundt på gårdene, som om det var mine egne hjem, og ”gik lige ind i folk med træsko på”. Alle legede med alle, både yngre og ældre børn. Der var ingen brug for børnehaver eller spejderforeninger. Når noget spændende skete på en gård, løb man bare derover. De fleste bønder og karle tog beredvilligt børnene med op på vognene og kørte dem med ud i marken. Nogle gange blev man sat til at hjælpe lidt til, hvor det kunne lade sig gøre. Jeg følte, at hele landsbyen var min. Jeg havde venner overalt, og mange af de voksne kunne godt lide og snakke med den glade, lille dreng. Jeg havde flere kærester, i al fald to på et tidspunkt. Det var Marianne på gården nede bag gadekæret over for købmandsgården og så Melona i huset oppe bag smedjen.
Smeden var en sympatisk mand, respekteret og afholdt af alle i byen. Han var gift med en noget ældre kone, som altid sad lidt trist og mut inde i sine stuer, mens han rodede med et eller andet praktisk. De var barnløse. Jeg blev ven med smeden vel som fire – femårig og fik lov til at følge ham i hans arbejde i og omkring smedjen. Den lå kun nogle få hundrede meter fra vores hus i den anden ende af den lille landsby. Måske ønskede han at bløde lidt op på den triste skygge inde fra stuerne. Jeg kom og gik, som det passede mig.
En dag, hvor han skulle et ærinde i Farum, lagde han et tykt underlag ind på stolen ved siden af førersædet, så jeg lige kunne se ud over kølerhjelmen og den flotte kølerviser, hvor jeg kunne følge nålen dreje rundt, som vi nærmede os stationsbyen. I sådan nogle stunder var man i den syvende himmel som dreng ....
Gadekæret i Stavnsholt 11.4.2007
