Skriveri / Tilfældigheder / Isfuglen I

Isfuglen I

 
 
 7.9.2015                            Isfuglen ved Almind Å
  
 
Dagens bedste oplevelse var eftermiddagens gåtur langs Troldhedestien fra Dybvadbro Station og ud til Skallebæk, hvor isfuglen efter sigende skulle holde til! Jeg belavede mig på, at det burde kunne blive til en lille oplevelse med broen og vandet, der krydser hinanden, men tænkte kun vagt på isfuglen. Undervejs smagte jeg på nogle nedfaldne sommeræbler, der smagte dejligt sødt, men jeg måtte dele dem med flere orme, så de røg hurtigt væk igen. Måske var det det langsomme tempo, der gjorde, at jeg var i en lidt meditativ tilstand, 

Jeg stoppede instinktivt op ved brogelænderet, satte staven fra mig og så op mod nord mod Søndersø. Da jeg vendte mig spontant mod syd, ”pilede” isfuglen ud inde fra under broen. 
Den fløj stabilt i cirka tyve centimeters højde hen over vandoverfladen, i en afstand på vel det dobbelte ind til sivene ovre i venstre side af åen, der herfra løber sydpå og snart slår et sving mod øst. For så længere henne ved Busholmgård at fortsætte direkte mod syd igen ned mod Stallerup Sø.
 
 
 
 
Jeg fulgte den med øjnene i godt et sekund vel, som den fløj rundt langs sivene i høj fart med de små, hastige vingeslag, der fik den til at ligne et projektil i luften. Jeg så kun dens lyse underside og en mørkere overside, da den fløj direkte ind i det sydlige, skarpe, lave modlys.

Det hele varede ikke længere end den tid, det tog den store bækørred at springe op og dreje rundt over vandspejlet sidste år på nogenlunde samme tid nogle kilometer længere vestpå i Vester Nebel Å oppe ved Ferup Sø. Men igen føltes det, som tiden stod stille!

Jeg ærgrede mig over, at der nok ville kunne gå et godt stykke tid, inden den vendte tilbage. Men valgte så at lade den have sit ”indflyvningsområde” i fred. Og fortsatte lidt endnu i det adstadige tempo østpå i det dejlige sensommervejr.


Thomas Clante | Alpedalsvej 78, 6000 Kolding  | thomas.clante@gmail.com